Udstillinger

For mig var grafikken et ”fornuftsægteskab”, fordi jeg hellere ville være billedhugger. Desværre havde jeg ikke fysik til det, men man kan godt komme til at elske, ”den man får” – endda meget højt. Nu er jeg totalt optaget af grafikken og dens grænseløse muligheder. Kort sagt så findes der en teknik til ethvert temperament og ethvert udtryk, og det fascinerer mig. Jeg bliver aldrig færdig med grafikken; der er hele tiden nye vinkler på alting – nye kombinationer. Det betyder en del for mig, fordi jeg arbejder på den måde, at jeg har et motiv i hovedet, og det forsøger jeg at overføre til en trykplade og videre til papiret. Dermed arbejder jeg ikke specielt intuitivt, men på den anden side er jeg meget taknemmelig overfor grafikkens karakter: Det bliver aldrig helt, som jeg forestillede mig. Jeg får altid noget forærende – og det er for det meste godt.

Min foretrukne teknik er kobberætsning, men træsnit og linoleumssnit er også blandt favoritterne. Fælles for dem er, at de er egnede til min uendeligt langsommelige arbejdsmåde: Jeg kan arbejde i måneder på en trykplade og dermed et motiv, med masser af kasserede prøvetryk til følge. Kort sagt helmer jeg ikke, før jeg (næsten) får min vilje med billedet – hvis jeg helt og holdent skulle have min vilje, ville jeg aldrig blive færdig, så jeg må finde et passende punkt at stoppe arbejdet på. Fordi der er så mange forskellige, spændende teknikker, arbejder grafikere tit sammen, eksperimenterer og holder kurser for hinanden, så jeg lærer heldigvis lidt nyt hele tiden. Grundlæggende tror jeg bare, at jeg er en slags historiefortæller, og det der kommer på papiret er en slags allegorier – eller måske rettere: En slags fabler, for mine billeder har tit dyr som fortællende elementer og ikke så ofte mennesker, bygninger og ren natur. Det betyder, at jeg har et motiv i hovedet – sommetider ved jeg, hvad det handler om, men for det meste er det bare et motiv, der dukker op og først bliver rigtig bevidst for mig, når jeg er færdig med billedet. Man kunne måske sige, at det foregår som, når man laver en gammeldags fotofremkaldeproces – min fremkaldeproces er den grafiske teknik.

Det er en dejligt givende og lykkelig proces for mig: Kombinationen af at have noget på hjerte, arbejde med det i en næsten meditativ proces og så se det på tryk. Mine motiver har heller ikke – trods deres næsten naturalistiske form - nogen egentlig facitliste. Beskueren må selv på arbejde og selv læse sin egen historie ind i billedet, men jeg ved selv efter endt arbejde, hvad jeg havde på hjerte.